De skiftede tro 10 kendte konvertitter
— Religion — 5 min read
Af: Michel Jørgensen
At konvertere betyder at skifte religion eller trosretning. Blandt mennesker, der har valgt en ny tro er mange berømtheder. De kendte konvertitter tæller Hollywood-stjerner, politikere og medlemmer af det danske kongehus. Religion.dk fortæller her om 10 kendte konvertitter
1. Muhammad Ali – islam
Muhammad Ali kom til verden som Cassius Clay i 1942. Den tidligere verdensmester i sværvægtsboksning fik en kristen opdragelse og voksede op som baptist i den amerikanske delstat Kentucky.
Boksestjernen Cassius Clay besejrede i 1964 den regerende verdensmester i sværvægtsboksning og annoncerede dagen efter sin konversion til islam. Den nykårede verdensmester tog navnet Muhammad Ali og tilsluttede sig Nation of Islam, hvor den muslimske prædikant Malcolm X var et fremtrædende medlem.
Under indtryk af sin islamiske tro nægtede Muhammad Ali i 1967 at aftjene værnepligt i den amerikanske hær, og han blev i tre år udelukket fra bokseringen.
I 1970erne blev Nation of Islam i stigende grad radikaliseret, og Muhammad Ali forlod bevægelsen til fordel for den mere almindelige sunni-gren af islam.
2. Prinsgemalen folkekirken
Prins Henrik blev født Henri de Monpezat i 1934 og tilhørte den romerske-katolske kirke i Frankrig. Da han i 1967 ægtede Danmarks kommende dronning i Holmens Kirke, var Prinsgemalen forinden indtrådt i den danske folkekirke.
Den danske lovgivning kræver, at rigets monark tilhører den evangelisk-lutherske kirke, og Prinsgemalen valgte i overensstemmelse med traditionen i den danske kongefamilie at træde ind i folkekirken.
3. George Harrison Hare Krishna
Beatles-medlemmet George Harrison voksede op som katolik i Liverpool, men forlod senere kirken til fordel for Østens spiritualitet som tilhænger af Hare Krishna, der udspringer af hinduismen.
I midten af 1960erne blev George Harrison interesseret i Østens religion og drog i 1966 på en spirituel rejse til Indien, hvor han besøgte landets hellige steder.
I 1968 rejste The Beatles, som ifølge John Lennon var mere populære end Jesus, til Indien. Under opholdet i Indien beskæftigede de fire musikere sig med meditation.
Efter opholdet i Indien holdt George Harrison fast i sin fascination af Østens mystik og forblev tilknyttet Hare Krishna-bevægelsen indtil sin død i 2001.
4. Richard Gere – buddhisme
Den 64-årige stjerne fra Pretty Woman-filmen voksede op som medlem af metodist-kirken i den amerikanske delstat Pennsylvania. I slutningen af 1970erne fattede Richard Gere interesse for buddhismen og mødte Dalai Lama under en spirituel rejse i Indien.
Richard Gere følger den tibetanske buddhisme og har i årenes løb været en stærk kritiker af Kinas behandling af Tibet. Ved Oscar-uddelingen i 1993 benyttede Richard Gere lejligheden til at angribe den kinesiske regerings overtrædelse af menneskerettighederne i Tibet.
- Sammy Davis Junior – jødedom Sammy Davis Junior var en af de første sorte amerikanere, der brød igennem som entertainer i USA. På hospitalet efter en bilulykke i 1954, der kostede Sammy Davis Junior det ene øje, fik han under en samtale med en jødisk bekendt interesse for jødedommen.
Sammy Davis Junior blev født af en katolsk mor og med en protestantisk far. Efter at have studeret den jødiske tro gennem flere år afsluttede Sammy Davis Junior i 1961 sin konversion til jødedommen og forblev til sin død i 1990 jøde.
6. Tony Blair katolicisme
Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair har fortalt, at han spurgte Gud til råds om Irak-krigen i 2003. Den kristne Tony Blair voksede op som medlem af den anglikanske kirke, men valgte i 2007 at træde ind i den katolske tro.
Tony Blair giftede sig i 1980 med den katolske Cherie Booth, og den kommende premierminister blev gennem hustruens tro ledt mod den katolske kirke.
7. Tom Cruise – Scientology
Tom Cruise har siden slutningen af 1980erne være tilknyttet Scientology. Den omdiskuterede Scientology-bevægelse har i mange lande kæmpet forgæves for at opnå officiel anerkendelse som en religion.
Tom Cruise, som er en af Hollywoods højest betalte skuespillere, har blandt andet talt imod Tysklands afvisende holdning over for bevægelsen, der betyder, at Den Tyske Forbundsrepublik ser Scientology som et forretningsimperium snarere end en religion.
Tom Cruise havde som ganske ung angiveligt tanker om at blive præst i den katolske kirke, og han gik i 1970erne på et katolsk seminar.
Top Gun-stjernen har fortalt, at Scientology hjalp ham med at overvinde en svær ordblindhed, og han har siden været en varm fortaler for bevægelsen, der blev skabt af den amerikanske science fiction-forfatter L. Ron Hubbard i 1954.
8. Madonna – kabbala
Den 55-årige hitmager Madonna blev opdraget i den katolske tro og voksede op i den amerikanske delstat Michigan. Kvinden bag Like a Prayer-sangen begyndte i 1996 at studere kabbala, som er en gren af jødedommen.
Trosretningen fokuserer på de mystiske elementer i Det Gamle Testamente. Madonna antog det jødiske navn Esther, og hun begyndte som andre tilhængere af kabbala at bære en rød snor om håndleddet som talisman for at afværge uheld og ondskab.
9. Manu Sareen kristendommen
Manu Sareen har siden 2011 været Danmarks kirkeminister. Den 46-årige politiker blev født i Indien som barn af hinduistiske forældre. Manu Sareens familie endte i 1971 med at slå sig ned i Danmark, hvor Manu Sareen voksede op.
Da Manu Sareen var i starten af 30erne, valgte han at træde ind i folkekirken og blev døbt i Marmorkirken i København.
10. Cat Stevens – islam
Den britiske rockmusiker Cat Stevens voksede op i en kristen familie i London. Efter at have opnået stor succes med sin musik i 1960erne konverterede Cat Stevens i 1977 til islam, og han antog navnet Yusuf Islam.
Yusuf Islam forlod i mange år musikscenen og koncentrerede sig om islam og velgørenhedsarbejde, og han vendte først tilbage til musikken i slutningen af 1990erne.
Da Salman Rushdie i 1989 sendte bogen De Sataniske Vers på markedet, skabte dens behandling af islam vrede i den muslimske verden, og Salman Rushdie blev udsat for dødstrusler. Yusuf Islam skabte overskrifter, da han kom med udtalelser, der kunne tolkes som støtte til angreb på Salman Rushdie.
Publiceret på religion.dk 23. oktober 2013